Den dysfunktionelle dagsinstitution

Opdateret: aug. 22




Jeg taler nok på flere menneskers vegne, når jeg fortæller at jeg er dybt rystet over den sociale mistrivsel der er på mange dagsinstitutioner i Danmark, især i København området. De fleste af os så måske dokumentaren "Dagsinstitutioner bag facaden" på TV2.


Det der skræmmer mig allermest er at børn bliver mere omsorgssvigtet, traumatiseret og skadet i nogle dagsinstitutioner end de bliver hjulpet på vej i deres endnu så korte liv. De her små børn og babyer indeholder hele deres liv i deres første tre år. Forestil dig små børn som frø i jorden. De er bittesmå, men har potentialet til at være en hel blomst. De første år af et barns liv er så vigtige, fordi det er her, hvor de kan få gaver eller konsekvenser der kan gavne eller skade dem resten af deres liv. Med så mange børn og babyer i mistrivsel, er jeg dybt bekymret for hvordan den næste generation bliver til i samfundet, hvis de fortsætter med at blive så svigtet som de gør nu.


Hvad der også går mig på nerverne er hvordan diverse ledere i kommuner og institutioner "sugar-coater" og pakker alt ind uden at turde være helt ærlige omkring hvad der virkelig foregår. "Jarh, situationen er ikke helt optimal" ... "Jarh, der er plads til forbedring, det skal vi selvfølgelig kigge på". "Jarh, det er selvfølgelig ikke i orden." .


HALLO! De her børn går igennem et institutions helvede hver dag hvor det hele sejler rundt og skader dem med så store konsekvenser at vi ikke tør drømme om hvordan det påvirker dem nu her, i fremtiden og måske resten af livet. Hvem ved hvor længe det her problem er stået på. Måske er det derfor, så mange unge lider i dag af social angst, depression, usikkerhed og emotionel stress? Hvem ved hvordan dagsinstitutioner var bag facaden for bare 10-15 år siden? Der er sikkert flere faktorer der spiller ind, men det er stadig værd at tænke på!


Et andet stort problem er at alle bliver ved med at snakke om minimumsnormeringer og mere uddannelse til pædagoger og pædagogmedhjælpere/assistenter. Selvfølgelig er et af de største udfordringer, at der ikke er nok ansatte pædagoger til det antal børn der er, men problemet er bestemt ikke manglende uddannelse. Vi bliver uddannet nok i forvejen og opdrages til at skulle uddannes så meget som muligt, men det er ikke dér roden til børnekrisen ligger.


FOR DET KRÆVER IKKE UDDANNELSE AT VÆRE MENNESKELIG OG VISE KÆRLIGHED, DET KRÆVER ALMEN DANNELSE SOM MENNESKE.


Dette er min artikels vigtigste budskab. Det er ikke uddannelse vi mangler. Det er kærlighed vi mangler. Du kan uddanne nok så mange pædagoger, men hvis de ikke har hjertet til branchen, så skal de ikke være der. Kan de ikke vise maksimal omsorg og kærlighed skal de ikke være der. En psykolog uden empati er ikke til meget hjælp. En læge uden ægte forståelse for sin patient er heller ikke effektiv. Det samme gælder pædagoger. Det kræver altså ikke mere uddannelse at gøre arbejdet på en institution bedre, det kræver et større hjerte og et medmenneskeligt ansvar hvor vi sammen elsker og passer godt på hinanden. Selvfølgelig skal vi også se på det praktiske som fx ansættelse af flere pædagoger og bedre ledelse, men hvad nytter dét, hvis de ansatte bogstavelig talt er fuldstændig ligeglade med ungernes velvære? Både de uddannede og de ufaglærte?


Jeg iagttager at de uddannede pædagoger der er i dagsinstitutionen, ikke retter på den opførsel pædagogmedhjælperne udviser. Hvordan er det muligt?! Det er pædagogernes ansvar at lære medhjælperne hvordan man opfører sig på en arbejdsplads og blandt børnene, ellers skal det meddeles til lederen og medhjælperen skal fyres hvis vedkommendes bidrag er for ringe og ikke lever op til den arbejdsindsats det kræver at arbejde som pædagogmedhjælper.


Jeg har selv arbejdet som pædagogmedhjælper på en institution hvor det var ren PARADIS! Alt kørte smurt, stemningen er vidunderlig, der var masser af natur, fede aktiviteter, plads til input, fantastiske kollegaer, lækker mad, masser af professionel og effektiv ledelse og vigtigst af alt; masser af kærlighed!


Så jeg ved præcis hvordan en rigtig god institution fungerer.


Børn vokser og lærer bedst gennem kærlighed. Vi stopper aldrig med at mangle det. Jo mere kærlighed et barn får de første år af sit liv, jo bedre kan det klare sig på egen hånd senere hen. Det udvikler også børns intelligens meget hurtigere. Hvis de er syge, bliver de hurtigere raske af kærlighed. Det er meget simpelt; kærlighed er den stærkeste kraft på jorden, og når vi føler den, er vi rolige og har velvære og i dén energi hvor vi har det bedst, vokser og udvikler vi os bedst.


Det er heldigvis heller ikke alle institutioner i Danmark hvor det går så ringe som vi så i dokumentaren. Jeg er ikke i tvivl om at tingene fungerer rigtig godt mange steder. Men det betyder ikke at vi ikke har en betydelig dysfunktionalitet blandt dagsinstitutioner i Danmark som vi skal kigge på,


Jeg har set følgende grusomheder i dokumentaren, som er meget vigtigt at pege fingeren på:


-En ung teenage fyr der sidder på gulvet og glor i sin telefon med hætte over hovedet uden at kigge efter børnene i 20 minutter. Der er heller ikke en pædagog til stede. Han er alene sammen med mange børn og giver dem ingen opmærksomhed eller holder ansvarligt øje med dem.


-Nogle gange er der så travlt, at børnene bliver fuldstændig overladt til sig selv på stuen. Ingen personale til stede. Her kan hvad som helst ske, uden nogen ser det, og det er farligt.


-Samme teenage fyr der prioriterer praktiske opgaver såsom rengøring, fremfor at trøste en pige der er kommet til skade ved at have fået sin finger i klemme i en dør. Hun søger trøst mange gange fordi hun har så ondt, men bliver gang på gang afvist og irettesat i stedet for at blive imødekommet og trøstet.


-Jeg har set en dagsinstitution hvor der er krig hver dag. Alle børn slår, hiver, kradser, bider, tager legetøj fra hinanden, mobber, skubber hinanden ned af møbler og slår med legetøj. Den der er stærkest overlever (på den rigtig grimme måde). Der er kun 1 pædagog og 1 pædagogmedhjælper til alt for mange børn og hver eneste dag går kun ud på at rive børn der slår hinanden, væk fra hinanden. Der er kun irettesættelser og ingen omsorg. Pædagogerne deltager i "krigen" og bliver mere og mere hårde, for hvis ikke de er hårde, får børnene dem ned med nakken. De skal jo også "overleve". Krigen foregår ikke bare mellem børnene, men også mellem børnene og pædagogerne. Det er forfærdeligt.


-Jeg har set børn forsvinde og flygte og gemme sig dagen lang, fordi de er bange for alle de andre børn der slås. Jeg så en lille pige gemme sig bag møbler dagen lang uden at blive opdaget. Hun leger ikke engang. Hun flygter i sikkerhed. Der går mange timer før man opdager at hun er væk. Og finder hende.


-Jeg har set en lille pige der bliver så ked af at sige farvel til sin far om morgenen (fordi adskillelsen altså er traumatiserende for småbørn) at hun græder i 1½ time hvor hun gang på gang hiver i ærmet på en pædagogmedhjælper og tigger om trøst, men bliver afvist hele tiden og kaldt "En kæmpe egoist" og får smidt "Ja du er vant til at blive rigtig forkælet og er opmærksomhedskrævende" i hovedet. PIGEN ER SÅ KED AF DET, HUN HAR BARE BRUG FOR EN KRAMMER! Og... Hvorfor siger den uddannede tilstedeværende pædagog ikke noget?


-Jeg har set pædagoger hive meget hårdt fat i småbørn, på en måde hvor de nærmest blev slæbt hen ad gulvet.


-Jeg har set pædagoger og pædagogmedhjælper direkte lyve forældre i ansigtet og sige at deres barn har haft en god dag, når pædagogerne i virkeligheden ingenting ved, og barnet faktisk har haft det forfærdeligt, været alene, er blevet mobbet, efterladt og slået. Det er ren skuespil, ren "pædagog-teater" jeg har set, hvor den får hele smøren.


-Mange konflikter blandt børnene bliver overset....




..... Det vigtigste ved dokumentaren "dagsinstitutioner bag facaden" er, at den har været på åben skærm. Den er ude i verdenen nu. For tænk engang, at før var alt det her skjult. Det værste er ikke når grumme hemmeligheder eksisterer. Det er når de er skjult. Før var det gemt væk, men nu er det fremme, hvilket betyder at nu kan der handles på det og der kan gøres noget ved det.


Børn mangler kærlighed og flere omsorgspersoner, lad det ikke flyve væk ligesom ballonhjertet på billedet. Hvis du er mor, så foreslår jeg at du grundigt tænker på om dit barn skal i dagsinstitution og især HVOR. Det er sundest, når et barn er sammen med sin mor de første 3 år af sit liv, det er jo klart, for det er det mest naturlige. Overvej om du skal være hjemmegående.



Pas godt på jeres børn kære forældre.


I lys og kærlighed


Spirit

81 visninger
  • Facebook
  • Instagram