En dyb refleksion over Corona virussen
Hvis der er noget, den her tid er til for, så er det refleksion.
Moder jord har givet os alle stuearrest og sendt os ind på vores værelser for at reflektere over hvad vi har gjort forkert, længe. I lang tid har vi bekymret os over hvordan vi skulle håndtere klimakrisen, men så kom noget helt nyt på dagsordenen, hvor naturen tog sig af situationen selv. Vi kunne alle mærke at der snart ville ske noget stort, som ville ramme os alle. Men at det skulle være en pandemi, havde vi selvfølgelig aldrig forestillet os.
Astrologer og clairvoyante har i lang tid frygtet år 2020, fordi det stod skrevet i planeternes tegn at der ville opstå et kaos så stort, at det ville ruske op i hele vores verdenssystem.
Men nogle gange har man brug for at ryste posen en ekstra gang, for at trække det heldige nummer.
I starten da jeg så overskriften i nyhederne: "DANMARK LUKKER NED". Blev jeg selvfølgelig meget nervøs. Gik en smule i panik. Reptilhjernen gik straks i overlevelsesmode, praktisk tænkning og hurtig refleksion over de næste skridt og handlinger jeg skulle foretage mig.
Efter et par dage, så det ud til, at min livssituation ikke var særlig truet alligevel. Jeg står i en meget heldig position under denne krise, men jeg kan ikke lade være med at tænke over alle dem der lider. Dem der bliver syge. Dem der mister familiemedlemmer uden at kunne sige farvel til dem. Dem der mister jobs eller virksomheder som de har kæmpet i flere år på at få oppe at stå. Dem der i forvejen lider af psykiske sygdomme eller handicap. Dem som i forvejen er svage, udsatte og i risikogruppen. Dem som skal knokle på hospitaler verden over.
Der er store ting på spil. Vi får at se hvad verdens ledere virkelig duer til. Menneskeligheden kan vågne op til den største transformation i historien, både på et personligt plan, kollektivt plan og økonomisk/praktisk plan.
Mere end nogensinde før, mærker vi hvor dybt afhængige vi er af hinanden. At vi kun kan opnå resultater sammen. Hvor vi før, levede et rimeligt egocentrisk liv hvor vi helst ville kunne klare alt på egen hånd og hvor vi helst ville køre vores eget show, for så kan vores liv jo blive nøjagtig som vi ønsker og ikke på en måde som er for det fælles bedste. Men vi er og vil altid, være afhængige af hinanden.
Så selvom denne pandemi er fuldstændig forfærdelig, så er jeg dybt taknemmelig for at den er her. Det er den mest perfekte sygdom der nogensinde kunne ramme jorden. Hvor er naturen, universet, skæbnen og timingen dog PERFEKT.
Vi har fået en fjendtlig gæst på besøg, som tvinger os alle i isolation og adskillelse fra omverdenen. En ubuden nådesløs gæst, som tvinger os alle til at blive hjemme, eller arbejde hjemmefra.
Endelig kan jorden trække vejret igen. Luften bliver renset, vandet bliver renset, dyr vender tilbage til naturen og vi kan allerede se frem til at gå ud til en ny verden når alt dette er overstået. Et slags eksotisk paradis. Sommerfuglende vender tilbage, fuglene flokkes i større grupper og solens stråler kan nemmere komme igennem til os.
Og kære alle, er det ikke utroligt, at vi har fået en virus, der gør det svært for os at trække vejret? Naturen inviterer os simpelthen på en rejse, hvor vi mærker hvordan det faktisk føles for planeten når vi forurener den som vi gør. Naturen har haft svært ved at trække vejret i mange år, mens vi får lov til at gå i dens sko og mærke det samme, i blot et par uger. Dette er en meget stor opvågning for os alle. Et fantastisk indblik i naturens udfordringer, som virkelig bør få os til at tænke os om og have større nåde i vores hjerter, for det paradisiske hjem vi har.
Er det ikke også utroligt, at vi får en virus der adskiller os fra hinanden, i en tid hvor vi er så optaget af vores telefoner, skærme og ønsket om at køre vores eget show? Vi har levet separeret i lang tid. Både som mennesker, racer, nationer og lande.
Men nu går vi igennem en kollektiv global krise, som rammer os, ligegyldig alder, køn, status og rigdom. Det er som om universet siger: "Okay, fordi I alle tror på den falske illusion at I alle er for forskellige og adskilt fra hinanden, så lad mig give jer en oplevelse, der får jer til at mærke hvor stærkt i faktisk hører sammen og hvor afhængige I faktisk er af hinanden."
I en tid hvor vi har brug for mest kærlighed, kan vi for alvor mærke konsekvensen og smerten af at være adskilt fysisk. Det vil få os til at genoverveje hele vores adfærd, tanker og følelser. Jeg vil opfordre alle, til at elske alle, stærkere end nogensinde før, når vi er på den anden side af denne Corona-krise. Tænke: "hvordan kan jeg bidrage og være en velsignelse for andre i dag?" fremfor: "hvordan kan jeg få det jeg ønsker i dag?". Tænke: "hvordan kan jeg bidrage til det fælles bedste", fremfor: "hvordan kan jeg redde mig selv bedst muligt?".
Jeg synes allerede det er fantastisk hvordan jeg ser nogle kvinder lave hjemmelavede mundbind af stof. Hvordan restauranter og pizzariaer leverer store stakke af mad, gratis, foran hospitaler for sundhedspersonalet. Hvordan lande hjælper med at sende udstyr og værnemidler til de lande der er hårdest ramt. Hvordan folk synger på altaner og handler ind for hinanden.
Gudskelov, er der allerede MANGE eksempler på hvordan vi hjælper hinanden og det er så smukt. Jeg bliver dybt rørt og taknemmelig.
Med andre ord: vi er på rette vej.
Selvom det dog er brutalt at mange vil dø og mange vil blive syge, så er det naturens barske lov: må de stærkeste overleve. Der vil blive ryddet ud i befolkningen, men desværre kan det være at naturen kræver det, fordi der er for mange mennesker.
Udover dette, glædes jeg også over følgende:
Forældre der får tid til deres børn og hinanden.
Familiemedlemmer der måske ikke har haft kontakten, som pludselig indser at kærlighed er meget vigtigere end enhver konflikt der må have skabt adskillelse førhen. Altså bringer pandemien familier sammen.
Personer der begynder på nye hobbyer, eller arbejde på noget, de altid har drømt om.
Mennesker der vil komme tættere på hinanden, da der ofte ikke er noget stærkere fællesskab, som under tragiske omstændigheder.
Mennesker, som muligvis mister virksomheder, men som vil finde på noget nyt og banebrydense, for at udnytte deres og situationens fulde potentiale.
At vi allesammen mærker, at vi er spirituelt og hjerteligt forbundet, på trods af fysisk adskillelse. Dette er nok den største illusion vi altid har haft: at hvis vores kroppe var fysisk separerede, så var vi ikke forbundet. Men det mærker vi på globalt plan nu, at det er vi alligevel. Findes der nogen større trøst?
Muligvis vil flere begynde at tro på Gud eller blive spirituelle, for at have håb og overkomme frygt. Det er et godt tidspunkt at mærke, at vi ikke helt er overladt til os selv og at der altid er trøst at hente. Det er først når vi mærker hvad der er ude af vores hænder, at vi indser vi har brug for hjælp oppefra, og sikke en befrielse.
Jeg glædes ved, at nogle måske indser, at man ikke behøver rejse hele tiden, eller hvert eneste år, men at man måske også skal lære at nyde det sted og det land man nu bor i.
Jeg glædes ved at det ENESTE sted, vi kan mødes nu, er i NATUREN. Er det ikke utroligt? Igen synes jeg det er den mest perfekte sygdom vi kunne have som pandemi. Vi indser, at det der virkelig tæller, er naturen. At vi mærker hvor perfekt, tryg og fredfyldt den er. At alt det café, shopping, forbrugsafhængighed, diskoteks-, og restaurationsbranchen måske er en anelse overfladisk? I hvert fald i forhold til noget så essentielt og smukt som naturen, hvor vi vender tilbage til vores oprindelige tilstand, fysisk og psykisk.
Så selvom corona-virussen tvinger os i isolation eller naturen, så er jeg sikker på, at hele denne globale krise, vil lede os tilbage til den vi virkelig er (kærlighed) og lede os tilbage til vores oprindelige hjem (naturen), ledet af magterne fra vores evige hjem (himlen/Gud/Universet).
Jeg ønsker jer alle en god tid på trods af de hårde udfordringer vi kan støde på. Lad os være taknemmelig over lektionerne og lade os guide af vores hjerter og naturen.
Pas godt på hinanden, vi ses på den anden side.
I lys & kærlighed
Spirit - Nathalia Candas