Mørkets potentiale - Nordisk udesidning

Opdateret: feb. 16



I april måned 2018, tog jeg ud på en nordisk udesidning. Det er et meget kendt og traditionelt ritual som vikingerne udførte, når de havde brug for rådgivning fra ånderne og de højere magter. De tog også ud på en udesidning, hvis de blot havde brug for at føle ro i naturen eller for at finde deres kraftdyr. På engelsk hedder det samme ritual ”Vision Quest”, som er en tradition de indfødte amerikanere også udfører. Måden man udfører ritualet på, er ved at starte med at finde et ”kraftsted” ude i naturen. Et bestemt sted dybt i skoven, væk fra al civilisation hvor man føler at der er en ekstra stærk energi. Den dag man så beslutter at tage ud til sit ”kraftsted”, skal man faste.


Den traditionelle og barske version er, at man tager ud til sit kraftsted når solen går ned, og så sidder man direkte på jorden eller op ad et træ eller på en klippe i 3 dage, uden mad og vand. Man faster, sådan så energien kan flyde nemt igennem kroppen, men også så man lettere kan komme i kontakt med det spirituelle. Man bliver lidt mere ”gennemsigtig” og let i krop og sind, af at faste. Hvis man spiser mad, så samler energien sig i maven og i tarmsystemet, og så er der ikke samme energi flow i kroppen. De tre dage man bruger i naturen uden mad og drikke, bruger man udelukkende på at observere, meditere, finde ro og lytte til budskaber. Når dag bliver til nat, smelter de to dimensioner sammen til én verden, og det er derfor, der er så meget at lære i mørket. Det er som at springe ud i universet, i en slags evighed.



Det er et smukt ritual, fordi man befinder sig midt i ”moder jords livmoder” som man siger. På trods af det åndelige aspekt, så har man stadig jordforbindelse, fordi man sidder direkte på jorden. Man føler en stærk forbindelse til naturen, hvilket giver meget tryghed, fordi det er naturen vi kommer fra.


Jeg udførte denne nordiske udesidning, bare i en lidt mildere version. Den dag jeg besluttede mig for at tage af sted, fastede jeg fra frokosttid og undværede kun min aftensmad. Så drog jeg ud i skoven da solen var ved at gå ned. Det var en smuk aften og jeg valgte helt bevidst at udføre denne nordiske udesidning en nat hvor der ville være fuldmåne. Jeg var nemlig bange for mørket og jeg turde ikke være i tusmørke. Jeg tænkte at første gang jeg skulle prøve en nordisk udesidning, så ville jeg i det mindste gøre det under fuldmånens lys. Det er en god måde at prøve det som første gang på. Så blev jeg ude i skoven, hele natten, indtil solen stod op. Da solen stod op og der var lyst i skoven, tog jeg hjem.


Nordisk udesidning bliver faktisk stadigvæk udført i dag i Danmark blandt shamanere, naturelskere og spirituelt søgende. I dag er det blevet normalt at være i naturen blot én nat. Men dem som ønsker større udfordringer kan jo vælge den lidt mere barske og gamle metode, hvor man er ude i tre dage uden mad og vand. Det er bare ekstremt vigtigt, i spirituelle ritualer, at der er bestemte rammer, så man vedligeholder en solid jordforbindelse. Der skal altid være en start og en afslutning. En åbning af ritualet og en lukning af ritualet. Det er som at tage ud på en rejse. Man kommer op og flyve, men man skal også lande igen for at komme hjem.


Det er traditionelt at man kan tage en tromme eller rasle med, ud i naturen, for at åbne ritualet og kalde på ånderne på sin egen intuitive måde. Man kan også starte ud med en lille bøn. Eller en dans. Det er op til dig. Dernæst, skal man altid afslutte med taknemmelighed. Man siger tak til naturen for den visdom og imødekommelse man fik og afslutter altid med en offergave. Det kan være øl man hælder i jorden. Noget brød, noget mad, en bestemt sten, røgelse eller andet. Bare det er noget naturligt og noget du giver fra dig, med hjertet.

Den aften jeg selv drog ud i skoven, var der det smukkeste anemonetæppe der dækkede skovbunden. Fuldmånen kastede sit smukke lys over dette tæppe og gjorde skovbunden til et magisk sted at være. Helt bevidst, så fortalte jeg absolut ingen at jeg tog ud på denne nordiske udesidning. Jeg tog heller ikke min telefon eller lommelygte med. Dette gjorde jeg, for at vise, at jeg havde 100 % tillid til naturen, universet og ånderne. Jeg kastede mig bogstavelig talt i naturens hænder og har aldrig overgivet mig så stærkt før.



Det var ekstremt skræmmende og jeg var meget bange, men min intuition fortalte mig, at det var måden jeg skulle gøre det på. Skoven havde længe kaldt på mig og jeg vidste præcis hvordan jeg skulle udføre denne udesidning, men i over et år turde jeg ikke springe ud i det. Jeg tog ikke ud i skoven af en bestemt årsag. Jeg gjorde det, fordi skoven kaldte på mig og fordi den ønskede, at jeg skulle have den oplevelse jeg fik. Tanken om den nordiske udesidning kørte i mit hoved igen og igen og igen. Og jeg afviste tanken igen og igen og igen, af frygt.


Men en dag blev jeg nødt til at tage mig sammen. Nogle ting i livet er ikke et valg, men et kald. Og det skal man respektere. Man kan ikke leve i komfort zonen altid, og nogle gange er der nogle ting der trænger sig så meget på, at det faktisk er ubehageligt at være i komfort zonen og man bliver nødt til at springe ud i det ukendte. Det kan universet godt lide at få os til! Og jeg må indrømme, at da det endelig var overstået, så var der ro indeni. For jeg havde fuldt mit kald, og tillid bliver altid belønnet. Man bliver også altid taknemmelig og stærkere bagefter.


Det eneste jeg tog med til min udesidning, var en drikkedunk med vand, en sovepose og min offergave som jeg ville give når solen stod op. Min offergave var spaghetti rester og en øl. Jeg havde en flyverdragt på, varme sokker og gummistøvler på. Alligevel frøs jeg ad helvede til hele natten, selvom jeg pakkede mig ind i min sovepose.


Nu vil jeg fortælle hvordan min oplevelse var:


Jeg havde valgt mit kraftsted, et sted så dybt inde i skoven, at jeg faktisk ikke ville kunne se min vej ud igen, hvis nu jeg ville hjem når det blev mørkt. Jeg havde jo som sagt hverken telefon eller lommelygte med. Det var endnu en måde jeg gerne ville vise tillid på. At ligegyldigt hvor bange jeg måske ville blive, så ville jeg viljestærkt blive på min plads til solen stod op og gennemføre udesidningen. Jeg valgte et bestemt træ jeg kunne sidde op ad, hvor jeg havde udsigt over et stort anemonetæppe og en masse træer. Der var mange huller i jorden og store rødder overalt. Derfor skulle jeg bare blive hvor jeg var.

Jeg må indrømme at jeg var meget bange de første timer. Solen gik ned og der blev mørkere og mørkere. På trods af den smukke solnedgang frygtede jeg det ukendte. Da dag blev til nat og de to dimensioner smeltede sammen, begyndte et helt unikt natteliv at vågne op på skovbunden. Selvfølgelig var der stille og ro. Men jeg kunne høre mange forskellige smådyr kravle rundt på skovbunden. Jeg følte at jeg sommetider kunne se ånder i træerne. Nogle hvide skikkelser. Grenene begyndte at ligne ansigter. Der var en helt unik tilstedeværelse. I gammel tid, sagde man at der var trolde, feer, jættekvinder, skovvæsner og magiske kreaturer i skoven om natten. Det begyndte jeg at tro på. Ligegyldigt hvad man kalder det, var der helt klart en tilstedeværelse.



Jeg viste stor respekt. Især med min stilhed. Jeg var i ”andre væseners” hjem som en gæst, og som gæst viser man høflighed. Noget af det smukkeste var at se hvordan solen gik ned, time efter time mod vest, og hvordan månen kom og tog solens plads. Månen bevægede sig henover himlen, time efter time. Midt om natten stod månelyset stærkest og det var virkelig noget af det smukkeste jeg nogensinde havde set. Jeg troede også at alle stjernerne kom på én gang når det blev mørkt, men det er slet ikke sandt. Stjernerne kommer én efter én i løbet af natten, og til sidst er natten fyldt med dem. Er det ikke en utrolig måde at lære naturen at kende på?



Som natten skred frem blev det koldere og koldere. Månen begyndte også at gå ned, ligesom solen, og så blev der fuldstændig mørkt. Dét var også lidt skræmmende, men jeg vænnede mig til det. På et tidspunkt i løbet af natten skal jeg selvfølgelig tisse, så jeg finder et sted nogle meter væk fra mit kraftsted. Mens jeg tisser på skovbunden, hører jeg pludselig de vildeste og mest skræmmende lyde. Det er nogle høje brøl der lyder som noget fra et sultent rovdyr. Min første tanke var: ”er det en af de sjældne situationer hvor der pludselig er en ulv der er kommet ind på dansk terræn? ”. Jeg skynder mig at blive færdig og liste hen til mit kraftsted, hvor der er bælgmørkt. Jeg hører de samme brøl igen fra samme dyr, som traver lidt rundt et sted i nærheden.


Det lød som om den snusede efter mig. Som om den kunne fornemme at jeg var her. Jeg har aldrig været så bange i mit liv og jeg følte virkelig at jeg var i livsfare. Det værste var, at jeg jo ikke kunne løbe væk og at jeg heller ikke havde min telefon eller lommelygte. Her blev mørket pludselig en tryghed for mig, fordi jeg kunne gemme mig.

Jeg trak slet ikke vejret og var så musestille som muligt. Lidt ligesom når en høne spiller død når ulven kommer. Sådan en lignende situation følte jeg mig i. Efter et stykke tid kunne jeg høre at den var væk og jeg kunne atter trække vejret igen. Jeg var rædselsslagen i flere timer og det var ikke sjovt. Jeg vendte tilbage til en sindstilstand af tillid til skæbnen, det var bogstavelig talt det eneste jeg kunne.

Efter et par timers stilhed i skoven kunne jeg falde til ro igen. Jeg frøs fortsat ad helvede til og prøvede på at lægge mig til at sove, for at få tiden til at gå hurtigere. Jeg bad til at natten snart ville være overstået. Men time efter time var der stadigvæk mørkt. Jeg følte at natten varede evigt, men den varede 'kun' 9 timer. På trods af frygten og kulden så lærte jeg alligevel ekstremt meget af oplevelsen og fik nogle budskaber jeg nok skal fortælle om lige om lidt.



Da solen endelig stod op og skoven lyste op, rejste jeg mig og kiggede mig omkring. Jeg følte mig helt omtåget, men taknemmelig over at jeg var stærk nok til at gå igennem denne oplevelse. Skoven var så smuk og fredfyldt den morgen at jeg slet ikke kunne forstå hvordan den kunne være så skræmmende at være i om natten. Jeg følte en solid jordforbindelse og tilbage til virkeligheden.


Jeg gav min offergave til skoven, lige der hvor jeg havde lagt mig. Der var et aftryk af hele min krop i anemonetæppet. Jeg sagde tak til skoven og alle dens væsner, for oplevelsen og de budskaber jeg havde modtaget. Da jeg gik langsomt ud af skoven, kom det samme brøl fra samme dyr igen. Det var som om den kaldte på mig, eller sagde farvel. Denne gang var jeg fuldstændig rolig indeni. Lyset var kommet og jeg kunne gå ud ligeså stille. Jeg var ikke bange længere. Klokken er ca. 06 om morgenen og der er lidt tåget. Jeg kigger tomt ud i luften af træthed og glæder mig bare til at komme hjem og sove og mærke varmen fra min seng og min dyne. Man lærer at værdsætte den slags på en helt anden måde.



De budskaber jeg modtog:


Der er en kæmpe misforståelse i den her verden omkring mørke som jeg gerne vil opløse. Vi ser det som noget negativt, noget skræmmende. Som en dyb afgrund af ukendt terræn, og derfor giver vi det en negativ betydning. Det er generelt en tendens mennesket har. At dæmonisere det, mennesket ikke forstår. Det der skete for mig ude i skoven den nat var, at mærke hvordan mørket omsluttede og opslugte mig. Men jeg lærte også at mørket er harmløst. Det gør ikke noget, mørket er der bare. Det er vores tanker omkring det, der gør det negativt. Og mørke er noget helt naturligt og har ret til sin eksistens.


Jeg lærte også, at mørket gjorde mig blind. Men på en rigtig god måde. For pludselig er det, det indre øje der vågner op. Den indre vision og den indre rejse der kommer til live. Mørket gjorde mig blind, på en måde, hvor det tvang mig til at kigge indad. Når du sidder i skovens mørke, er der absolut intet der kan distrahere dig. Hverken din hverdag, dit arbejde, netflix, medierne, din telefon, nyhederne, dine relationer, absolut intet. ”You face yourself”. Du bliver tvunget til at gå dig selv i møde, på en måde og en dybde du aldrig har prøvet før.

I dag har vi jo en tendens til at flygte eller blive distraheret i vores hverdag hele tiden. Vi bliver opslugt af facebook, instagram, arbejde, omgivelser og måder vi føler vi skal opføre os på, for at vedligeholde en bestemt status for omverdenen. Vi har så travlt at vi aldrig har tid til at mærke indad og lytte til vores inderste tanker.


Derfor er det så stærkt, at prøve en nordisk udesidning eller bare være mere i naturen og slukke telefonen. Vores manglende forbindelse til naturen gør os syge, fordi vi ganske enkelt mister forbindelsen til os selv. Hvis vi genopretter forbindelsen til naturen og det guddommelige vi kommer fra, jo mere forbundet bliver vi til os selv igen, og det skaber helhed og balance. Mørket er derfor meget konfronterende og nådesløst, men det er dét, vi ender ud i, hvis ikke vi vågner op og kigger på de ting vi har brug for at kigge på. Vi kan være i vores komfort zone i lang tid, men en dag bliver vi tvunget ud i situationer, hvor vi ikke har noget valg og bliver nødt til at handle anderledes. Det er noget universet gør, med de bedste intentioner, for at vi kan have det bedst muligt og være dér, hvor vi skal være. Så om mørket bare er en fysisk tilstedeværelse eller du går igennem noget ”mørkt/hårdt” i livet, så gør det nogenlunde det samme. Det får dig til at vågne op og imødekomme dig selv på en måde der er nødvendigt.



Det er her vi skal lære at have et fredeligt forhold til mørket. For den vil dig intet ondt, den er der bare. Det er os selv, der faktisk tit skaber problemer med de valg vi tager. Mørket er her bare for at vise os det. Det er smukt nok i sig selv, for det viser også, at verden ikke vil os noget ondt, og at vi har styrken til at ændre på de livsomstændigheder der er nødvendigt.

Mørket kan faktisk også fungere som en mellemstation af tryghed. Vi kan gemme os i mørket, ligesom vi kan hvile i mørket. Frø der bliver til blomster starter i mørket under jorden. Vores eget liv starter i mørke, i vores moders livmoder. Det er et helt naturligt trygheds-, og hvilested, hvor det smukkeste liv kan opstå.


Det er distraktionerne i dit liv der gør dig blind, ikke mørket. Normalt siger man, ”tag et skridt af gangen”, men her vil jeg gerne for historiens skyld sige: ”tag en stjerne af gangen”. Husk, at stjerner har brug for mørket for at kunne stråle. Træets rødder befinder sig også under jorden, i mørket og det er her fra den får sin styrke. Det er her fra den får alt det vand og de mineraler den har brug for, for at stå stærkt.

Jeg fandt også ud af senere hen, at de brøl jeg hørte om natten, faktisk kom fra en kronhjort. Er det ikke utroligt? Jeg grinte højlydt af mig selv da jeg fandt ud af det. De har nogle helt unikke brøl som jeg aldrig troede ville komme fra en kronhjort, de kan godt lyde lidt uhyggelige.


Først et par måneder efter, gik det op for mig, at jeg faktisk fandt mit kraftdyr ude i skoven den nat og det var selvfølgelig kronhjorten. I lang tid benægtede jeg den tanke, men flere og flere tegn i min hverdag viste mig tydeligt, at dette dyr havde opsøgt mig i skoven flere gange, for at vise mig, at den var mit kraftdyr. Kronhjorten symboliserer at tillid skaber trivsel, hvilket endte med at være temaet hele vejen igennem oplevelsen. Dens sjæl har kaldt på min sjæl i al den tid og nu vidste jeg hvorfor jeg skulle udføre den nordiske udesidning på den måde.


Kronhjorten symboliserer også ynde og styrke. Den hjælper én med at kunne ”springe over forhindringer med elegance”. I keltiske traditioner anses kronhjorten som skovens konge. Med sit store gevir symboliserer den også, at den yder beskyttelse i vanskelige tider. Den uddybende besked fra kronhjorten i denne oplevelse var, at jeg skulle lære at stole og have tillid til mig selv og på alt det jeg har at tilbyde. Jeg skulle lære at springe ud i de situationer hvor jeg havde mulighed for at vokse og blomstre, men samtidig vide at jeg var beskyttet.


Mit første formål med denne udesidning var først og fremmest oplevelsen af at være i symbiose med naturen, men at jeg så også mødte et nyt kraftdyr var en stor gave.

Jeg håber du er blevet inspireret og har lært noget nyt, samt måske fået interesse i shamanistiske oplevelser.


I lys & kærlighed


Nathalia Candas / Spirit

47 visninger
  • Facebook
  • Instagram